- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Konference om landbrugets tomme bygninger – Sæt X i kalenderen

Er du ejer af funktionstømte landbrugsbygninger. Eller arbejder du i en kommune, hvor I oplever fraflytning fra landdistrikterne og bygninger, der forfalder?
Så skal du allerede nu sætte et stort X i kalenderen tirsdag den 11. november 2025 klokken 10:00 til 17:00, hvor vi mødes på Djursland. Nærmere betegnet byder Danmarks Kulturarv med konferencen “Landbrugets tomme bygninger – muligheder og udfordringer” indenfor i Jagtstuen på Løvenholm Gods i Auning, hvor vi ser frem til at hilse dig. Dørene åbnes klokken 09:45.
Du kan glæde dig til en konference hvor der præsenteres meget, som du kan lade dig inspirere af. Dagen får et alsidigt program, som offentliggøres i uge 41. Følg med her og i vores nyhedsbreve, og skynd dig at sikre dig en plads på konferencen. Billetsalget er åbent. Der er begrænsede antal pladser og tilmelding efter “først-til-mølle”.
Landbrugets tomme bygninger kaldes i forskellige sammenhænge noget forskelligt. I analyser kaldes de ofte “funktionstømte” hvorimod Danmarks Statistik foretrækker at kalde dem “tiloversblevne”. Uanset hvad de kaldes, så sker der i disse år en dramatisk stigning i antallet af funktionstømte landbrugsbygninger, faktisk omkring en fordobling på bare fem år.
De seneste tal siger 110.054 tomme bygninger, og det er netop disse bygninger, vi sætter i fokus på konferencen hvor landmænd og rådgivere (arkitekter og andre projektudviklere) samt kommunale myndigheder sætter hinanden stævne.
Konferencen handler ikke så meget om årsagerne til denne udvikling, men fokuserer på de muligheder og udfordringer, som udviklingen giver anledning til at drøfte. Helt konkret vil dagens program komme til at emme af erfaringsudveksling og sætte vidensdeling om konkrete gårdprojekter i højsædet.
Konferencen er en del af projektet Liv i Gårdens Bygninger, som er støttet af Foreningen PlanDanmark.
Køb din billet her
prisen tillægges moms