N Y H E D S B R E V august 2024 af Knud Erik Jørgensen
De næste 12 uger bliver vigtige for realiseringen af visionen om Danmarks Kulturarvsfond. Formlen er ret enkel: fundats + grundkapital + bestyrelse. Med henblik på at sikre de bedste opstartsbetingelser for den nye fond vil Danmarks Kulturarv, sammen med andre medstiftere, gå i gang med at rejse en tilstrækkelig grundkapital.
Kræver betydelig kapital
Som en af vores meget erfarne rådgivere formulerede det, ”Bevarelsen af Danmarks bevaringsværdige kulturarv vil kræve betydelig kapital”. Vi vurderer at 25. mio. kr. vil give et tilstrækkeligt afsæt, blandt andet til etablering af et mindre sekretariat, som vil have yderligere fundraising som en af kerneopgaverne.
Danmarks Kulturarv har stor tiltro til, at både det private og offentlige Danmark deler vores interesse i grøn, bæredygtig kulturarv, herunder at:
- de omkring 30 millioner kvadratmeter bevaringsværdige, men funktionstømte landbrugsbygninger igen kommer i fornuftig anvendelse. Det kræver en vedvarende, fokuseret indsats med fokus på transformation og innovativ tænkning. Det samme gælder i øvrigt for historiske industribygninger og andre markante bygninger i landdistrikterne som fx stationsbygninger.
- samtlige bevaringsværdige bygninger faktisk registreres; ikke rives ned men i stedet istandsættes og/eller vedligeholdes og energirenoveres på en fornuftig måde. Undersøgelser har for længst aflivet myten om, at nybyg er billigere end renovering, og den eksisterende boligmasse er den mest bæredygtige. Den indbyggede fleksibilitet i ordet ”bevaringsværdig” og et mørketal omkring de ikke-registrerede bygninger maner til forsigtige estimater, men 400.000-500.000 ikke-registrerede bygninger er formentlig ikke helt skævt.
Flere undersøgelser viser samstemmende at bevaringsværdige og fredede bygninger har en målbar positiv effekt på turisme og bosætning mv. f.eks. markedsfører Randers sig ved at fremhæve den middelalderlige bykerne.
På den baggrund har Danmarks Kulturarv en forventning, om at medstiftere og andre støtter de næste 12 uger vil tage godt imod vores invitation til at investere i Danmarks Kulturarvsfond. Du kan følge kampagnen på vores sociale medier, aviser og andre gode medier.
Tagsten til Ellinggård er i hus
Nordjyske Historiske Avisarkiv indeholder materiale fra 1860erne og til dags dato. Søger man på Ellinggaard henvises til hele 1595 omtaler hvor den gamle gård nævnes. F.eks. står der i Frederikshavns Avis (19 januar 1882), at ”Et lille Parti gode velsorterede Tagsten er til salg på Ellinggaard. Pris 5 Øre pr Stk”. Var det mon overskydende tagsten fra oplægningen af det nuværende tag?
Der er forskellige bud på, hvornår man begyndte at producere cementtagsten i Danmark. Et bud er ”midten af 1800-tallet”. Et andet bud er meget præcist, nemlig 1884 ”på I. R. Jørgensens fabrik i Faaborg” Uanset hvad der måtte være korrekt, så har Ellinggårds Venner fundet frem til og indkøbt et lille parti cementtagsten af mærket VINGAFALS. De befandt sig i nærheden af Skive, og der er forhåbentlig nok til at dække samtlige huller i taget.
Tagstenene er første eksempel på, at det af Underværker støttede projekt vil have fokus på genbrug af byggematerialer. Projektet kan dog først igangsættes når det samlede projektbudget er sikret, inklusive egenfinansiering. Vi skal med andre ord have solgt flere folkeaktier og desuden tegne sponsoraftaler med lokale virksomheder. Måske nogle lokale fonde også vil have interesse i at støtte den begyndende istandsættelse af Ellinggård?
Ellinggårds Venner arbejder på at etablere an håndfuld arbejdsgrupper hvor du som frivillig kan deltage i det, du nu har tid og lyst til. Hold øje med din mailboks og/eller Ellinggårds Venners side på Facebook. Siden har næsten 300 følgere. Der er plads til mange flere. Klik HER og kom med i følgerskaren.
Fuld gang i forberedelserne på Kruså Vandmølle
Som du kunne læse i juli måneds nyhedsbrev skal du allered nu sætte et STORT ❌ i kalenderen den 21. september 2024. Der er gang i planlægningen af et større arrangement i eller omkring møllen. Følg med her og i Kruså Vandmølles Venners gruppe på Facebook.
Kruså Vandmølle vil i september se anderledes ud, i det mindste i en søndre ende. Som nævnt i et tidligere nyhedsbrev er det planen at fjerne taget på sydfløjen. Denne nedrivning er faktisk første skridt i den kommende istandsættelse af salen, men Danmarks Kulturarv afventer for det første en ny lokalplan og for det andet en byggetilladelse fra Aabenraa Kommune, før vi for alvor kan gå i gang med transformeringen.
Også Kruså Vandmølles venner samler på frivillige, der vil være med i den spændende proces. Uanset om du bor i Sønderjylland eller andre steder i landet, er der god brug for dig. Du binder dig ikke til mere, end du selv har lyst til. Vennerne er meget interesseret i at høre fra dig, hvis du har mulighed for at hjælpe med at sprede budskaberne om folkeaktier og sponsorater til vandmøllen, bliver de rigtig glade. Skriv til os på kontakt@dkkulturarv.dk, hvis du har lyst og mulighed for at være med. Vi glæder os til at høre fra dig.
Folkeaktier er guld værd for projekterne
Donationer fra de større fonde gives ofte med en mere eller mindre udtalt forventning om delvis egenfinansiering. Du har nu mulighed for at støtte restaureringen af både Kruså Vandmølle og Ellinggård. Din støtte er guld værd for de to projektejendomme. Folkeaktierne kan købes til arrangementer ved både Kruså Vandmølle og på Ellinggård samt via hjemmesiden danmarks KULTURARV. Når du trykker på aktierne herunder, er du kun nogle ganske få klik fra en støtte, der vil betyde rigtig meget for vores projektejendomme, og HUSK – Du kan give folkeaktier i gave til venner og familie – en gave for livet …
HUSK at prikke til dem du kender, at de skal tilmelde sig vores nyhedsbreve. Så kan I følge med i fondens fremdrift og alle de spændende projekter.