Mulighedernes land i nordvest

N Y H E D S B R E V – april 2026 – Lad kreativiteten blomstre – nye funktioner i funktionstømte landbrugsbygninger

Kom frisk til Thyholm og deltag i samtalerne

I kommunerne mod nordvest – Skive, Morsø, Struer, Lemvig og Thisted – er der i 2026 registreret 6.835 funktionstømte landbrugsbygninger. Dertil kommer et ukendt antal tomme stuehuse.

Gårdene var tidligere en del af det befolkningsmæssige, økonomiske og kulturelle grundlag for landdistrikterne. Men ikke i 2026.

Danmarks Kulturarv inviterer endnu engang til en spændende konference. Denne gang gælder det Nordvestjylland. Konferencen afvikles i et samarbejde med Landboforeningen Fjordland. Helt nøjagtigt mødes vi onsdag den 27. maj på:

Tambohus Kro & Badehotel, Tambogade 37, 7790 Thyholm

Programmet starter kl. 09:00 og slutter kl. 15:00. Dørene åbnes klokken 08:45

Hvad og hvordan?

Konferencens grundantagelse er, at gårdene igen kan blive en del af levende landdistrikter, Hvordan? En bred vifte af oplægsholdere vil fokusere på helt konkrete projekter som er undervejs, som vision, konkrete planer eller (delvist) gennemførte.

Modeleksempler er godt, men der er lang vej til 6.835 bygninger, der står og venter på den gode ide, det nye private initiativ og/eller de nye rammebetingelser, som kommunerne har ansvaret for. Deltagerne vil derfor også drøfte, hvordan indsatsen kan skaleres og hvordan antallet af snubletråde kan reduceres.

Er du ejer, bruger eller borger i et lokalsamfund?

Oplægsholdere og deltagere, herunder meget gerne ejerne af de tomme gårde, har forskellig baggrund og forskellige erfaringer. Det er frugtbar jord for erfaringsudveksling og videndeling. Måske endog dannelse af et netværk eller en ERFA-gruppe på tværs af kommunerne.

Som en erfaren fodboldtræner engang udtalte, så skal man aldrig sammenligne egne svagheder med andres styrke. I den ånd vil konferencen fokusere mere på initiativer og muligheder (uden af glemme udfordringerne) end på fremskrivninger af befolkningstallet (som måske nok er en advarselslampe, men også grobund for fatalistiske forestillinger om fremtiden).

Minimale forandringer kan skabe nyt liv i funktionstømte bygninger. Foto: Katharina Overgaard
Er det besværet værd?

På konferencen introduceres du både til al besværet, men også til eksempler, hvor bygninger har fået nye funktioner og dermed medvirker til en positiv udvikling i landdistrikterne.

Konferencen belyser de muligheder og udfordringer, som ejere og projektudviklere står over for. Udgangspunktet er at bygningerne i forhold til landbrugsdrift ofte er blevet utidssvarende og værdiløse, men som en del af kulturlandskabet og for landdistrikternes overlevelse har de et værdifuldt potentiale.

For ejere, lokale borgere, arkitekter og andre projektudviklere venter således en meget stor opgave. Derfor – hvis du kan se dig selv som deltager, eller i øvrigt har interesse i landdistrikternes udfordringer, må du ikke gå glip af Danmarks Kulturarvs kommende konference.

Det endelige program er under udvikling, men vi kan love dig, at det er spækket med spændende oplæg og fortællinger. Programmet offentliggøres HER
Konferencen er en del af projektet Liv i Gårdens Bygninger, som er støttet af Foreningen PlanDanmark og Slots- og Kulturstyrelsen – Foto: Katharina Overgaard
Hvad er mulighederne for at bringe bygningerne i ny anvendelse

Det er mulighedernes land! Med hensyn til ny anvendelse er landbrugsbygninger særdeles fleksible. En stald som er utidssvarende til landbrugsdrift, kan blive til boliger, restaurant, mødelokale, destilleri, kontor, hotel, værksted og 1017 andre typer anvendelse.

Med mulighedernes land ønske vi at fokusere på de mange innovative transformationer som har fundet sted, er i gang eller overvejes. Der er brug for en styrket og vedvarende indsats med fokus på erfaringsudveksling og vidensdeling samt udvikling af netværk.   

Hvilke udfordringer kan man risikere at støde på?

Det er ingen hemmelighed at transformation af landejendomme ikke hører til de letteste projekter.

Bygningerne kræver både en grundig forberedelse og en konstruktiv dialog mellem bygherre, rådgivere og myndigheder. Planloven er med opdelingen i by- og landzoner sat i verden med henblik på at reservere landzonerne til landbrugsdrift. Ny anvendelse af nedlagte landejendomme kræver derfor altid en landzonetilladelse. Det gamle paradigme er imidlertid allerede udfordret af Grøn Trepart og anvendelsen af landbrugsjord til solcelleparker mv. Hvis mange af gårdene skal transformeres og anvendes til nye formål, så kræver det formentlig et paradigmeskifte. Det gælder imidlertid også hvis udviklingen i landdistrikterne skal vendes i en positiv retning.

Topbilledet viser et topografisk kort over Limfjorden, tegnet af Johannes Mejer Bind 2 – Kort 10. Oprindelig titel: “Sinus Lÿmicus” gældende fra 1642-1667. Kilde: www.historiskekort.dk


Følg med

HUSK at prikke til dem du kender, at de skal tilmelde sig vores nyhedsbreve. Så kan I følge med i alle de spændende projekter, events, kurser og ikke mindst ejendommenes forvandling “fra skrot til slot”.

Indtast brugernavn eller e-mailadresse.
Tryk på registrer hvis du endnu ikke er oprettet.

Tilmeld nyhedsbrev

Her bliver du løbende holdt opdateret på alle vores projekter og begivenheder. Nyhedsbrevet udsendes 4-10 gange årligt.

Du kan nemt afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Når du tilmelder dig til nyhedsbrevet fra Danmarks Kulturarv giver du os samtykke til at sende dig nyheder, tilbud, invitationer til arrangementer m.m. Du kan i vores persondatapolitik læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger.