Oktober er en god måned på flere måder …

N Y H E D S B R E V oktober 2024 af Knud Erik Jørgensen

Bladene falder. Jorden, haverne og skovene dufter af efterår, og der er basis for udflugter og oplevelser – måske skal du og familien en tur til Ellinggård eller Kruså Vandmølle? I Danmarks Kulturarv er vi vilde med efteråret, og vi kan se, at oktober har vist sig at være en god måned på hele fire områder.

Er du håndværker med forstand på restaurering af tavl og bindingsværk, må du meget gerne kontakte Danmarks Kulturarv for at høre mere om de opgaver, der venter.

Rådgiverteamet på Ellinggård er på plads, og Vennerne søger flere venner

Den første og største nyhed er, at Ellinggårds Venner og Danmarks Kulturarv med glæde kan fortælle, at vores forslag til rådgiverteam til det af Realdania UNDERVÆRKER støttede projekt er godkendt af Realdanias projektchef. Rådgiverteamet kommer fra Nordjylland og består af TAJN Arkitekter – Thea Tanggaard og Dennis Christensen – i et tæt samarbejde med restaureringsarkitekt MAA, Henriette Ejstrup.

Vi glæder os til samarbejdet, som er gennemførelse af fase 1, nemlig den grundlæggende sikring af tag og fag på Ellinggård. Skulle der være restaureringshåndværkere der læser med her, som er interesserede i at lægge et bud på opgaverne, så tag endelig kontakt til Danmarks Kulturarv.

Arbejdsgrupperne på Ellinggård er kommet godt i gang, og de vil rigtig gerne have flere med på vognen. Havegruppen har fjernet alt selvgroet buskads langs med murene. Det giver bedre arbejdsbetingelser for gruppen, som sætter plader for vinduer og døre. Oprydningsgruppen afventer en container eller to, og går så i gang. Gruppen for fundraising (folkeaktier og sponsorater) har holdt sit første strategimøde. Vil du være med i en eller flere af grupperne, skal du tage fat i Mogens eller Kurt, eller sende os en mail på venner@dkkulturarv.dk

På lørdag den 2. november mellem klokken 10 og 16, kan du møde Ellinggårds Venner, som deltager i Slægtens og Historiens Dag på Frederikshavn Gymnasium. Det er Slægts- og Lokalhistorisk Forening i Frederikshavn som arrangerer dagen. Læg vejen forbi Ellinggårds bod for at høre nyt om, hvad der sker på gården. Tag familien og naboen under armen og køb en Folkeaktie eller to, eller meld jer som frivillige til arbejdsgrupperne.

Hold øje med din mailboks og/eller Ellinggårds Venners side på Facebook. Siden har over 300 følgere. Der er plads til mange flere. Klik HER og kom med i følgerskaren.

To af Ellinggårds Venner er i fuld gang med at skære plader til afdækning af vinduerne på Ellinggård.

Kruså Vandmølles Venner samler på frivillige mens vi venter på byggetilladelse

Også Kruså Vandmølles Venner samler på frivillige. Det vil betyde rigtig meget for Vennerne, hvis du har mulighed for at tilbyde din hjælp i en til to timer om måneden, hvor du hjælper med at sprede budskaberne om folkeaktier og sponsorater til vandmøllen. Skriv til os på venner@dkkulturarv.dk hvis du har lyst og mulighed for at være med. Vi glæder os til at høre fra dig. Følg med her og i Kruså Vandmølles Venners gruppe på Facebook.

Inden udgangen af 2024 forventer vi, at Aabenraa Kommunes arbejde med en ny lokalplan for Kruså Vandmølle bliver afsluttet. Dermed bliver der grundlag for at søge om byggetilladelse. Det giver anledning til at kigge lidt ind i fremtiden. Ved du, at visionen for hele første etage er at skabe et kontor- og aktivitetsfælleskab?

Første etage venter på dig og de muligheder du ser for benyttelse. Der er hele 600 m2 til rådighed for kontorer, mødelokaler og co-working spaces. Med sin attraktive placering lige ved Møllesøen og meget tæt på den dansk-tyske grænse, eksisterer der en unik mulighed for at styrke de transnationale forbindelser.

Har du ønsker til, hvad du som mulig kommende lejer gerne vil kunne bruge førstesalen til, må du endelig række ud til os, og fortælle om dine idéer og ønsker. Skriv til os på kontakt@dkkulturarv.dk

Bevaringsværdig bygning
Catrina Beck Jørgensen og Ellen Margrethe Sloth Christensen skriver i deres bygningsarkæologiske undersøgelse af Kruså Vandmølle: ”Rummet fremstår med sine søjler og synlige bjælker, ligesom den nordlige del af 1. salen, meget flot og overskueligt, og der er således mange potentialer i rummet.”

Samarbejde med Naturstyrelsen

Danmarks Kulturarv og Naturstyrelsen undersøger hvorvidt der er mulighed for et samarbejde. Naturstyrelsen ejer mange fredede og bevaringsværdige bygninger, faktisk flere end Naturstyrelsen selv har brug for. Nogle sættes til salg eller udlejes, andre forfalder eller ønskes nedrevet – og kan derfor ende dels som en tom grund i kulturlandskabet og dels som en negativ historie i medierne.

Mellem Danmarks Kulturarv og Naturstyrelsen eksisterer der imidlertid en fælles og oprigtig interesse i om muligt at finde anvendelsesmuligheder for disse truede og ofte sårbare bygninger. Hvis det lykkes at finde realistiske løsninger på problematikken, vil det indebære en markant styrkelse af arbejdet med at bevare og anvende historiske bygninger i Danmark.

Se en lille film med Hammersholm på Naturstyrelsens facebook HER

Hammersholm er en fredet gård på Bornholm, ejet af Naturstyrelsen. Huset har været uden anvendelse i flere år. [foto: NaturBornholm]

Udviklingsprojekt Liv i gårdens bygninger

I slipstrømmen på strukturudviklingen i landbruget og med nye lovgivningsmæssige rammer for erhvervet, ligger mange bevaringsværdige landbrugsbygninger funktionstømte tilbage.

Danmarks Kulturarv vil gerne bidrage til, at der fortsat er fokus på udfordringen. En bevilling på 1,2 mio. kr. fra foreningen Plan Danmark gør det muligt at tage fat på udfordringen, som jo på ingen måde er lille.

Ifølge en nylig opgørelse fra Realdania er der 57.000 funktionstømte landbrugsejendomme at tage fat på. En tidligere opgørelse, også fra Realdania, viste at der i 2014 var 30 mio. m2 bevaringsværdige landbrugsbygninger uden funktion. I det seneste årti har strukturudviklingen ikke just stået stille, så der er grund til at antage, at der fortsat er et stor og formentlig større antal m2 som i princippet er disponible for anvendelse. Vi ser frem til at kunne fortælle mere om projektet.

Folkeaktier er guld værd for projekterne

Donationer fra de større fonde gives ofte med en mere eller mindre udtalt forventning om delvis egenfinansiering. Du har nu mulighed for at støtte restaureringen af både Kruså Vandmølle og Ellinggård. Din støtte er guld værd for de to projektejendomme. Folkeaktierne kan købes til arrangementer ved både Kruså Vandmølle og på Ellinggård samt via hjemmesiden danmarks KULTURARV. Når du trykker på aktierne herunder, er du kun nogle ganske få klik fra en støtte, der vil betyde rigtig meget for vores projektejendomme, og HUSK – Du kan give folkeaktier i gave til venner og familie – en gave for livet …

HUSK at prikke til dem du kender, at de skal tilmelde sig vores nyhedsbreve. Så kan I følge med i fondens fremdrift og alle de spændende projekter.

Indtast brugernavn eller e-mailadresse.
Tryk på registrer hvis du endnu ikke er oprettet.

Tilmeld nyhedsbrev

Her bliver du løbende holdt opdateret på alle vores projekter og begivenheder. Nyhedsbrevet udsendes 4-10 gange årligt.

Du kan nemt afmelde dig nyhedsbrevet igen.

Når du tilmelder dig til nyhedsbrevet fra Danmarks Kulturarv giver du os samtykke til at sende dig nyheder, tilbud, invitationer til arrangementer m.m. Du kan i vores persondatapolitik læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger.